BIM - Building Information Modeling

BIM, eller bygnings-informations-model(lering), er en måde at knytte alle de informationer, der knytter sig til en bygning sammen, således at de er tilgængelige og findes ét sted. Der findes flere programmer der kan anvendes til BIM projektering, og et af det mest anvendte er Revit fra Autodesk som vi anvender i seneste version.

Et byggeri består grundlæggende af en planlægnings- og projektdel før bygningen opføres, en lang række kontroller, koordinering og dokumentation under byggeriets opførelse, er stor mængde driftdata i byggeriets levetid samt endelig en række konstruktions- og driftdata, der får betydning, hvis byggeriet skal om- eller tilbygges eller endeligt nedrives, genanvendes eller deponeres.

I den traditionelle måde at opføre og drifte en bygning på har oplysninger fra en forudgående fase kun vanskeligt kunnet nyttiggøres i den næste. Uden brug af alle de oplysninger, der reelt har været tilgængelige har bygningens samlede økonomi set over bygningens levetid ikke kunnet optimeres for bygningsejeren med et ringere afkast til følge. Dette gælder ikke kun store domicilbyggerier, det gælder også den mindre økonomi for en andelsboligforening, hvor driften ofte er overset og baserer sig på tilfældige tilstandsrapporter med forslag til afhjælpning af de mest presserende vedligeholdelsesmangler.

Før byggeriets opførelse i projektfasen er det der betyder mest for økonomien, muligheden for at træffe rigtige beslutninger på rette tidspunkt. Jo tidligere rigtige beslutninger træffes, desto færre fejl og dobbeltarbejde og dermed bedre anlægsøkonomi. Et byggeri er fasedelt og bevæger sig fra idé og programmering, over skitse og budgettering, til myndigheds- og hovedprojekt og endeligt udbud og opførelse og til sidst aflevering til bygherren og ibrugtagning.

Bygherren får for det meste overrakt en række dokumentationsmateriale for kvalitetssikring og drift- og vedligehold i mapper og måske på DVD el.lign. og skal selv finde rundt i dette. I projektfasen har man altid arbejdet med signaturer, det vil sige at der tegnes to parallelle streger der skal repræsentere en væg. Der er blevet tegnet i to dimensioner (2D) i hhv. plan, opstalt og snit og endelig har man kunnet supplere dette med perspektivtegninger og modelbyggeri.

Den intelligente model
I BIM-teknologien oprettes en model i 3D lige fra starten, hvor den er grov og uden bearbejdning. Modellen kan lægges ind i fotos af omgivelserne for at bedømme arkitekturen, og allerede på klodsniveau kan der i 3D modellen afprøve fx.. hvordan bygningen påvirkes af skyggeforhold, hvordan bygningens energiforbrug bliver påvirket af hvordan bygningen orienteres i forhold til verdenshjørnerne og meget mere. Når tegninger udskrives er det en visning af et øjebliksbillede af modellen. Når modellen betragtes lige forfra hedder repræsentationen en opstalt, hvis der skæres en skive i modellen hedder det et snit eller en plan og på den måde kan planer af de enkelte etager ses. Både de forskellige rum og hele bygningen kan ses i 3D, det kaldes en visualisering.

I takt med at beslutninger træffes bliver modellen mere detaljeret og når der oprettes en væg tegnes der ikke streger, men der vælges en ganske bestemt type væg med nogle klart beskrevne egenskaber, som fx.. en ydermur med teglsten yderst, isolering i midten og betonbagmur. Fra det øjeblik væggen er oprettet holder programmet styr på hvor mange m² der anvendes, hvor væggen er placeret og meget mere. Væggen også "mærke" når der bliver sat et vindue eller en dør ind. Disse oplysninger kan udskrives i skemaer og anvende direkte i sine budgetter. Ændres noget i modellen, så bliver alle andre steder hvor ændringer får betydning automatisk rettet, således at alle plan- og facadetegninger med det samme bliver korrekt opdaterede. Dette hedder parametri og BIM-modellen er netop en parametrisk model.

Der kan roteres og zoomes rundt i modellen, således at modellen hele tiden kan ses inde- og udefra fra alle sider og vinkler. I tidligere 2D projekter oprettedes enkelte perspektivtegninger som oftest fra den side hvor byggeriets tog sig pænest ud, hvis der blev ønsket flere perspektiver eller blot en ændret synsvinkel, måtte der startes forfra.

Fundamentet i den parametriske 3D model er en samling af tegninger, egenskabsdata og mængder. Informationen er struktureret, og byggeriets parter kan både i processen og efterfølgende tilføje og hente alle nødvendige bygningsdata gennem hele byggeriets levetid. Anvendelsen rækker langt udover 3D projekteringen og visualiseringen som styringsværktøj ved opførelse og drift af bygninger, hvor alle oplysninger om lejere, udstyr, vedligehold mv. kan indarbejdes.