Ansvar og forsikringsdækning

Når rådgiveren beskriver, hvorledes arbejdet skal udføres er dette omfattet af rådgiverens professionelle projekteringsansvarsforsikring, hvis han altså har tegnet en sådan. Dette er obligatorisk for PAR medlemmer.

Således har man som bygherre et sted at gå hen med sine klager, såfremt arbejdet ikke lever op til det lovede. Alene det at man vælger en rådgiver giver jo ikke absolut sikkerhed for, at det så også er en god rådgiver.

Hvis arbejdet ikke lever op til den aftalte standard og man som bygherre ikke er blevet gjort opmærksom på dette af sin rådgiver, kan man “komme efter ham”, hvorimod dette er meget vanskeligt ifht. til en entreprenør på en sag uden rådgiver, idet der for det meste ikke vil findes den fornødne dokumentation af sagen. Altså en skriftlig og detaljeret beskrivelse af hvilken vare man har købt og hvilke aftaler der er indgået. Desuden er det sådan, at hvis entreprenøren har leveret varen som tilbudt og denne ikke er hensigtsmæssig, kan bygherren intet ansvar gøre gældende.

Ansvarlighed handler også som rådgiver om at gøre opmærksom på, at der bør tegnes de nødvendige og rigtige forsikringer. Hvis man som bygherre forsømmer sig mod dette på grund af uklar ansvarsfordeling eller utilstrækkelig forsikring kan man pådrage sig uoverskueligt store erstatningsansvar i millionklassen ved f.eks. uheld eller ulykker under arbejdets udførelse mv. - forhold der ikke kan bortforklares og undskyldes med manglende viden.

Rådgiveransvarsforsikring: Dækker projekteringsfejl, helst med ophørsdækning (DanskeARK medlemmer har 5 års obligatorisk ophørsdækning, hvilket FRI ikke har) efter firmas ophør eller indehavers død o.lign.

Projektforsikring: Som ovenfor men gældende udelukkende for den enkelte byggeopgave. Hér skal bygherren altså ikke stå i kø sammen med evt. andre på rådgiverens alm. ansvarsforsikring

Entrepriseforsikring: Dækker tingskader på selve arbejdet: “Sort uheld” - stillads korrekt opsat vælter ned over de nye endnu ikke isatte vinduer. En hydraulikslange på entreprenørens maskine sprænges og olie sprøjter ud over den nypudsede facade eller nylagte granitbelægning, der ikke står til at redde.

All-risk forsikring: Dækker som ovenfor men tillige ansvarsskader og andet der falder udenfor den øvrige dækning. “Sort uheld” - stillads korrrekt opsat ned i hovedet på sagesløs forbipasserende